flying steak and other stories
flying steak and other stories
de karakterer, den flyvende bøf og andre historier er befolket med, har det til fælles, at de alle er en slags opdagelsesrejsende i indre og ydre rum. rejsende, der får behov for transportmidler, og som kunne tænkes at møde vidundere af en anden verden eller opleve erindringsglimt af menneskets udviklingshistorie på deres rejse. læs katalog teksten her →
the characters populating flying steak and other stories exhibition are all explorers in internal and external space. travellers who need means of transportation and who might run into wonders from another world or flashes of memory of human evolution on their travels. read the catalogue text here →
wood, milliput, silver, copper, plastic, quartz, 140 x 70 x 43 mm
wood, milliput, silver, copper, plastic, quartz, 140 x 70 x 43 mm
silver, copper, milliput, glitter, glass beads, nylon thread, 180 x 80 x 40 mm
silver, copper, milliput, glitter, glass beads, nylon thread, 180 x 80 x 40 mm
silver, 585 gold, milliput, porcelain, 170 x 45 x 40 mm
silver, wood, milliput, glitter, 155 x 85 x 18 mm
silver, wood, milliput, glitter, 155 x 85 x 18 mm
silver, copper, freshwater pearl, milliput, plastic, steel, 190 x 65 x 35 mm
silver, copper, freshwater pearl, milliput, plastic, steel, 190 x 65 x 35 mm
silver, milliput, horn, wood, glitter, 160 x 75 x 35 mm
silver, milliput, horn, wood, glitter, 160 x 75 x 35 mm
silver, fireopal, milliput, 110 x 50 x 44 mm
silver, wood, milliput, spring, ribbons, glass and plastic beads, 150 (770) x 40 x 40 mm
silver, milliput, wood, glitter, 110 x 85 x 60 mm
silver, paint, 75 x 90 x 5 mm
silver, paint, 75 x 90 x 5 mm
silver, horn, freshwater pearl, 55 x 120 x 120 mm
silver, milliput, wood, plastic, 585 gold, 95 x 55 x 55 mm
silver, milliput, wood, plastic, 35 x 90 x 40 mm
silver, copper, milliput, rubber, glass, steel, 185 x 70 x 30 mm
silver, copper, milliput, rubber, glass, steel, wood, 185 x 70 x 30 mm
silver, milliput, synthetic resin, plastic, 86 x 65 x 35 mm + 585 gold, titanium, silver, milliput, synthetic resin, 77 x 76 x 30 mm
silver, milliput, synthetic resin, plastic, 86 x 65 x 35 mm
silver, 585 gold, steel, amber, 130 x 20 x 27 mm
silver, 585 gold, milliput, amber, opals, 100 x 48 x 25 mm
silver, 585 gold, wood, crystal, plastic, 125 x 35 x 35 mm
silver, 585 gold, wood, crystal, plastic, 125 x 35 x 35 mm
kun en smykkepoet som marie-louise kristensen sætter sølvvinger på en bøf
Af Anni Nørskov Mørch, kurator, Museet på Koldinghus
Dørtelefonen ringer. ”Nej, jeg lukker ham altså ikke ind i dag. Jeg lukkede ham ind i går. Jeg tror, han skulle op på 1.,” siger hun, mens manden i blåt og grønt arbejdstøj vakler tilbage til sin bil, som han har efterladt midt på gaden, og kører bort. ”Måske er han forelsket i hende, der bor ovenpå. Nej, nu digter jeg!” siger hun så og slår en skraldlatter op.
Vi befinder os i smykkekunstner Marie-Louise Kristensens lejlighed og værksted i indre København, hvor vi mødes flere gange som forberedelse til hendes soloudstilling på Museet på Koldinghus i januar 2020. Under møderne i værkstedet i København og på slottet i Kolding udfolder Marie-Louise Kristensen sin kunstneriske vision, og indimellem banker virkeligheden på og blander sig i hendes fabulerende fortælling.
Hun giver udstillingen titlen DEN FLYVENDE BØF OG ANDRE HISTORIER fra Marie-Louise Kristensens fabulerende smykkeunivers og befolker den med smykker, der også er små store personligheder. Nysgerrige rejsende, der ligner kunstneren selv og alle os, der ikke kan lade være med at smile ad det spejlbillede, hun holder op foran os.
Kan man skrive romaner med smykker?
Marie-Louise Kristensens smykker er figurative og narrative; fortælling er med hendes eget ord ”affyringsrampen” for hendes kunst. Og til denne udstilling har hun skabt smykker, der sammen og hver for sig har et slægtskab med romangenren. En roman indeholder karakterer og en handling, og den første karakter, der manifesterede sig, var MANDEN MED HATTEN, der i planlægningsfasen gik under kælenavnet ”underbuksefyren”, da han står i sandaler og underbukser med ædelsten boblende ud af hovedet.
”MANDEN MED HATTEN” opstod som en reaktion på mit eget arbejde med en større fondsansøgning. Som kunsthåndværker formidler man sit arbejde seriøst og overbevist, men samtidig er man nøgen og sårbar med hatten i hånden; faktisk optrådte han først med en guitarkasse som en anden gademusikant. Arbejdet med den første karakter gav mig lyst til at lave flere. Kaktussen var en reaktion på valget af Trump og hans mur til Mexico. TILBAGE TIL RØDDERNE er et forsøg på at skabe en lidt mere plaget eksistens, og med HANDS ON vendte jeg tilbage til selvportrættet – ikke én til én, men karakteren har blå øjne og detaljer fra min egen garderobe, koblet med et udtryk fra en Murakami roman, ’meget lange arme’, som jeg har noteret på et tidspunkt.”
En række bøger har fungeret som inspiration for smykkerne i udstillingen; centralt står Haruki Murakamis forfatterskab. ”Jeg er inspireret af, hvordan han fremkalder en sammenhængende udviklingshistorie i et surrealistisk og plastisk parallelunivers. Murakami behandler svære emner med nænsom kærlighed og nærvær. En sætning som ’…det er jo ikke kun det, man kan se med øjnene, der findes… vel?’ rammer mig.”
Dette magiske og grænseoverskridende sprog sameksisterer i Marie-Louise Kristensens kunstneriske univers med det videnskabelige og historiske. Derfor kan hun finde en anden inspirationskilde i Yuval Noah Hararis populærvidenskabelige bog Sapiens – en kort historie om menneskets udviklingshistorie, som er en tour de force igennem menneskets udviklingshistorie.
”Bogen har inspireret den del af mit projekts underliggende fundament, som handler om, hvordan jeg og vi står på skuldrene af vores fælles fortid, og at mennesket altid har været drevet frem af nysgerrighed og kreativitet og til alle tider har bygget både fysiske og åndelige konstruktioner.”
Det samlede udstillingsprojekt med over 30 nye smykker er vokset ud af en periode med stilstand, som blev afløst af ny inspireret produktivitet, da Marie-Louise Kristensen genfandt litteraturen gennem lydbøger. ”Det var en enorm glæde, og jeg er blevet helt afhængig af det. Mit lydbogsabonnement genåbnede døren ind til et litterært univers, og romanerne har siden dannet et konstant lydtapet for mig. Jeg lytter til alt muligt; klassikere, krimier, science fiction – you name it.
Det har givet mig nye historier, nye mentale billeder og så blev jeg inspireret til at arbejde med smykker, som om det var en roman, jeg skulle skrive. Kan man skrive romaner med smykker? Det ved jeg ikke. Men det var et meningsfyldt afsæt for dette projekt.”
Autobiografisk og alment
Autofiktive romaner som blandt andre Karl Ove Knausgårds Min Kamp 1-6 har inspireret Marie-Louise Kristensen til at bruge sine egne observationer og fastholde en radikal ærlighed og åbenhed i sit arbejde. Det autobiografiske element i smykkerne har hun udviklet siden 2011, hvor hun befandt sig i en livskrise, der skulle vise sig at blive et kunstnerisk og personligt vendepunkt. Hendes rastløse vandren rundt i København omsatte sig til smykker, der kom fra et nyt sted, idet hun valgte at bruge sin egen sårbarhed og følsomhed som en kilde til sit kunstneriske arbejde.
”Jeg begyndte at parre steder i København med mine stemninger, og det blev en ny måde at arbejde på. Fra at have haft målsætninger for projekter blev jeg nu drevet af noget personligt, en indre refleksion. Den personlige fortælling bearbejder jeg kunstnerisk, så den bliver almen. For det er jo ikke terapi, det er ikke envejskommunikation; jeg vil kommunikere med andre. Der er et personligt afsæt i mit arbejde, det er min verden, men det er også vores alle sammens verden.
Den mindre intellektuelt motiverede og mere intuitive måde at arbejde på resulterede i soloudstillingen CPH:DUCKS på galleriet Goldfingers i København og gav adgang til et nyt og autentisk kunstnerisk udtryk og international anerkendelse. Det betyder dog ikke, at alle værker siden 2011 har været én til én gengivelser af personlige oplevelser eller følelser, for Marie-Louise Kristensen finder sit indholdsmæssige materiale overalt, men formidler det gennem sit eget temperament.
”Jeg samler brudstykker sammen, der får lov at ligge i en mental dåse og rasle, hvorfra jeg så kan samle dem op og arbejde med dem kunstnerisk. Jeg bevæger mig i verden med en sanselighed, en følsomhed og et raseri. For der er også noget indigneret på spil. Jeg kan svinge ud i yderpunkterne af spektret, og dette medium, smykkekunsten, kan svinge med.
Jeg registrerer og opfatter det som en styrke i mit arbejde, at idet jeg begyndte at trække specifikt på min personlige oplevelse af verden, ramte jeg noget alment. I den proces iagttog jeg også, at jeg mødte en international anerkendelse, en resonans eller spejling fra længere væk, fra det øjeblik jeg kom tættere på mig selv.”
Det surreelle i os sulter
Den roman, Marie-Louise Kristensen valgte at skrive med sine smykker til udstillingen DEN FLYVENDE BØF, skulle ikke være dystopisk, men snarere skabe et modsvar på en verden, der tordner derudad. At ” romanen” snarere blev magisk realistisk og indimellem regnbuefarvet med glimmer gør dog ikke projektet til pastelfarvet eskapisme, for i en verden med splittelse og præstationsræs og sort-hvide grænsedragninger er både satire og leg metoder til at kigge bag om det konforme og foreslå, at det hele kunne være anderledes.
”I den tid, vi lever i, er det, som om alting er meget sort-hvidt og splittet. Samtidig med at der er en positiv understrøm af opløsning af gamle skel mellem køn, race og så videre. Der er en ekstrem kompleksitet lige nu, det ulmer og bobler. Det har jeg en stærk trang til at beskæftige mig med ved at appellere til en nysgerrighed i mig selv og måske hos andre.
Det hele er blevet så Excel, at det mystiske eller surreelle i os sulter. Så jeg vil gerne hylde det menneskelige og gøre mit til, at vi bliver nysgerrige på verden igen. I stedet for kun at se på os selv. Og pege fingre ad de andre.”
De karakterer, Marie-Louise Kristensen befolker udstillingen med, har det til fælles, at de alle er en slags opdagelsesrejsende i indre og ydre rum. Rejsende, der får behov for transportmidler, og som kunne tænkes at møde vidundere af en anden verden eller opleve erindringsglimt af menneskets udviklingshistorie på deres rejse. Men der findes ikke et fast manuskript for smykkerne; de forholder sig helt frit til romanens virkemidler, og hvorfor Weber-brochens bøffer fik vinger og hvor de flyver hen, er op til beskueren at digte videre på.
Hun gav bøffen vinger
På spørgsmålet om, hvorfor hendes værker er sjove, reagerer Marie-Louise Kristensen med en lang pause og et højt grin.
”Det ved jeg ikke. Det vel det samme som at spørge, hvorfor de er lyserøde? Fordi jeg godt kan lide det, og det kan ikke være anderledes!
Det er jo ikke sådan, at jeg sidder og slår mig på lårene af grin, selvom mine ting er sjove. Set udefra ser det jo sjovt og forførende ud; men det gælder jo for os alle sammen, at vi også har trolde og dæmoner og modstand. Det er et vilkår. Det samlede udtryk i udstillingen er legende. Der er glade farver og bøffer, der flyver, sandaler og underbukser, men det er snarere overraskelseselementet, der er det sammenfattende greb. Uanset, så sætter jeg mig ikke til arbejdsbænken med et mål om, at nu skal jeg lave noget rigtig, rigtig sjovt. Det er noget, der opstår. Og det opstår måske, fordi jeg ikke er hæmmet. Jeg giver bøffen vinger. Det, at få tanken er én ting, det er en anden ting at gøre det. Jeg er i stand til at undlade at censurere mig selv. Og dét åbner muligheden for overraskelsen.
Jeg er ikke bange for det banale, men jeg arbejder med mere og andet end gimmicken ved at lægge flere lag ind, så det ikke bliver så entydigt. Det er i virkeligheden beskueren, der kan aflæse, om det er sjovt eller ej. I stedet for at sætte dåselatter ind prøver jeg at lade det være op til beskueren. Det ucensurerede er for alle, for der er ikke sat så mange barrierer op.”
only a jewelry artist as marie-louise kristensen put silver wings on a steak
By Anni Nørskov Mørch, curator, Museet på Koldinghus
The front-door buzzer sounds.‘I’m not going to let him in today. I buzzed him up yesterday. I think he was going to the first floor,’ she says, as the man in blue and green work clothes staggers back to his car, which he has left in the middle of the street and drives off. ‘Maybe he’s in love with the woman living upstairs. Nah, there I go, spinning a yarn again,’ she says and burst out laughing.
We are in the jewellery artist Marie-Louise Kristensen’s flat and workshop in central Copenhagen, where we meet several times in preparation for her solo exhibition at Museet på Koldinghus in January 2020. During the meetings in her Copenhagen workshop and at the castle in Kolding, Marie-Louise Kristensen explains her artistic vision, and occasionally, reality comes knocking on the door, injecting itself into her storytelling.
She titles the exhibition THE FLYING STEAK AND OTHER STORIES from Marie-Louise Kristensen’s storytelling jewellery universe and populates it with pieces of jewellery that are also little big personalities. Curious travellers who resemble the artist herself and everyone else who cannot help but smile at the image in the mirror she holds up to us.
Can you write a novel in jewellery?
Marie-Louise Kristensen’s jewellery is figurative and narrative; storytelling, in her own words, is the ‘launching ramp’ for her art. For this exhibition she has created pieces of jewellery that, together and individually, have a kinship with the genre of the novel. A novel contains characters and a plot, and the first character who materialized was MAN WITH HAT, who during the planning stage was nicknamed ‘Underwear Bloke’ because he appears in sandals and underwear with precious stones bursting out of his head.
‘MAN WITH HAT emerged as a reaction to my own work with a big grant application. As a maker, you present your work with seriousness and confidence, but at the same time, you are naked and vulnerable, as you stand there, cap in hand; initially, in fact, he also had a guitar case, like a busker. My work with the first character inspired me to make more. The cactus was a reaction to the election of Trump and his wall on the border to Mexico. BACK TO THE ROOTS is an attempt to create a slightly more tormented person, and with HANDS ON I returned to self-portraits – not in a one-to-one sense, but the character has blue eyes and details that match my own wardrobe but linked to a phrase from a Murakami novel, ‘very long arms’, which I had jotted down.’
Many of the pieces in the exhibition drew inspiration from literature, with Haruki Murakami’s work occupying a particularly central role. ‘I’m inspired by the way he evokes a coherent story of personal development in a surrealistic and dynamic parallel universe. Murakami addresses difficult topics with gentle care and attention. A sentence such as “What you see with your eyes is not necessarily real”, hits me.’
In Marie-Louise Kristensen’s artistic universe, this magical language, which transcends boundaries, co-exists alongside scientific and historical perspectives. Thus, she also draws inspiration from Yuval Noah Harari’s popular science book Sapiens: A Brief History of Humankind, which is a tour de force of human evolution. ‘The book has inspired the part of my project’s underlying foundation that has to do with how I, and all of us, stand on the shoulders of our common past, and how humankind has always been driven by curiosity and creativity and has consistently sought to build both physical and spiritual constructions.’
The overall exhibition project with more than 30 new pieces of jewellery grew out of a period of stagnation, which was replaced by new inspired productivity when Marie-Louise Kristensen rediscovered literature through audio books.
‘It was such a treat to discover that, and I’ve grown quite dependent on it. My audio book subscription reopened the door to a literary universe, and ever since, the novels have formed a constant soundscape for me. I listen to all sorts of things: classics, crime novels, science fiction – you name it.
It has provided me with new stories, new visions, and it has inspired me to work with jewellery as if I were writing a novel. Can you use jewellery to write a novel? I don’t know. But it formed a meaningful basis for this project.’
Autobiographical and common
Autofiction, such as Karl Ove Knausgård’s My Struggle 1–6, inspired Marie-Louise Kristensen to use her own observations and approach her work with radical honesty and openness. She has been developing the autobiographical element in her jewellery since 2011, when she underwent an existential crisis that would prove to be an artistic and personal turning point. Her restless walks through the streets of Copenhagen were translated into jewellery that came from a new place within, as she chose to use her own vulnerability and sensitivity as a source of her artistic practice.
‘I began to link places in Copenhagen with my moods, and that became a new approach for me. From having goals for my projects, I was now motivated by a personal feeling, an internal reflection. I process this personal narrative artistically, translating it into something common. After all, it’s not therapy, it’s not one-way communication; I aim to communicate with others. My work has a personal basis; it is my world, but it’s also everybody’s world.’
This less intellectually motivated and more intuitive approach resulted in the solo exhibition CPH: DUCKS at the Goldfingers gallery in Copenhagen and allowed her to access a new and authentic artistic expression as well as international recognition. That is not to say that all her works since 2011 have been one-to-one representations of personal experiences or feelings; Marie-Louise Kristensen finds her material everywhere but mediates it through her own temperament.
‘I collect fragments that are then allowed to rattle around in a mental tin, from where I can pull stuff out and address it artistically. I move into the world with sensuousness, sensitivity and rage; there is also a sense of indignation. I can sometimes go to the extreme poles of the spectrum, and this medium, art jewellery, can go there too.
I register and perceive it as a strength in my work that once I began to draw specifically on my personal experience of the world I struck a common chord. In this process I also observed that I met international recognition, resonance or mirroring from further
away, from the moment when I moved closer to myself.’
Our sense of the surreal is being starved
The novel Marie-Louise Kristensen chose to write in jewellery for THE FLYING STEAK was not to be dystopian but was intended to offer a counterpoint to a world that is roaring ahead, pedal to the metal. The ‘novel’ borders on the realm of magical realism, occasionally donning rainbow colours and sparkles, without, however, turning into pastel-coloured escapism. In a world characterized by division, competition and black-and-white boundaries, satire and play can help us look behind the conformity and suggest radically different possibilities.
‘In today’s world, it seems that everything is very black and white, very sharply divided. At the same time, there’s a positive undercurrent with the dissolution of old barriers based on gender, race and so forth. The degree of complexity is extremely high right now; everything’s seething and bubbling. I feel strongly motivated to address that state of affairs by engaging my own – and perhaps others’ – sense of curiosity.
Everything has become so Excel that our sense of mystery or the surreal is being starved. I want to celebrate our humanity and do my bit to rekindle our curiosity about the world. Instead of only looking at ourselves. And pointing fingers at others.’
The characters populating Marie-Louise Kristensen’s exhibition are all explorers in internal and external space. Travellers who need means of transportation and who might run into wonders from another world or flashes of memory of human evolution on their travels. However, there is no fixed script for the jewellery; it relates freely to the effects of the novel, and why the steaks in the Weber brooch grew wings and where they might be flying off to is up to the audience to imagine.
She gave the steak wings
When asked why her pieces incorporate humour,
Marie-Louise Kristensen reacts with a long pause
followed by a loud laugh.
‘I don’t know! I guess it’s like asking why they’re pink? Because I like it that way, and it couldn’t be any different.
It’s not that I roll on the floor laughing, even if the pieces are funny. Seen from outside, they may look funny and seductive; but we all grapple with ogres and demons and resistance. It’s part of the human condition.
The overall expression of the exhibition is playful. There are cheerful colours, flying steaks, sandals and underwear, but the one quality that ties it all together, really, is the element of surprise. Anyway, I never sit down at my work bench with the goal of creating something funny. It’s something that happens. And perhaps it happens because I’m uninhibited. I do give the steak wings. Having the idea, that’s one thing, but actually doing it, that’s something else entirely. I’m able to avoid censoring myself. And that leaves room for surprises. I’m not afraid of the hackneyed, but I move beyond the gimmicky by adding layers and, thus, ambiguity. It’s really the viewer who determines whether the result is funny or not. Instead of adding a laugh track, I try to leave it up to the viewer. The uncensored expression is accessible to all, because it has fewer barriers.