smeltedødssynergi

af charlotte jul   www.charlottejul.com

marie-louise kristensen gav sig selv et benspænd i forbindelse med skt. loye-prisen: find gamle ting og smykker på vej til smeltedøden, og integrer dem i dit univers. hvis dialogen fungerer, får smykkerne en sidste chance, og noget nyt opstår.

omtrent sådan formulerede marie-louise sit kreative og ideologiske afsæt mod 15 nye
værker til skt. loye-udstillingen. fordi det optager og generer hende, at arvesølv og guld
i stigende grad ryger i smelteskålen i jagten
på nye statussymboler. for en fladskærm kan ifølge marie-louise slet ikke sammenlignes med håndlavet sølvbestik med sirligt dekorerede mønstre, det har taget timer at frembringe i værkstedet. ”om 100 år vil der jo slet ikke være noget tilbage”, næsten græder hun i telefonen. ”det er jo en helt vild tanke og et stykke kulturarv, der forsvinder fysisk. for altid. vi taber noget i det bytte. det hele bliver så historieløst”, pointerer hun og fortæller, at det er svært for hendes kulturelle samlerhjerte. marie-louise er vild med materialer. vild med sit fag. vild med den samhørighed, der opstår mellem smykke og ejer. ”den nære relation, man ofte har til sine smykker, er helt unik. der opstår jo nærmest en form for identitetssammenfald”, smiler hun. ”selvom mine værker ofte er lidt umulige, kan de bæres. det kan godt være, man ikke altid kan tage opvasken med ringene på, men de fungerer og er tænkt ind i kroppens dimensioner”.

marie-louise kristensens smykkevej har siden hendes afgang fra institut for ædelmetal i 2004 været belagt med nationalromantiske symboler som dannebrog, kolonihavenostalgi og yvonne fra olsenbanden. ”jeg forsøgte at lægge romantikken på hylden til fordel for en mere åben tilgang til de dødsdømte smykker, men jeg må erkende, at der ikke gik mange minutter, før den brølende kronhjort og en hær af danske møbelklassikere var på banen. dialogen mellem smykkernes medfødte udtryk og mine smykkegreb har dog drejet tingene i en retning, jeg nok ikke selv ville have taget. i den proces har jeg opnået en større ærlighed og er blevet mere bevidst om styrken i mit eget formsprog”, forklarer marie-louise. integrationen af de næsten døde smykker har med andre ord tvunget marie-louise til at sprogliggøre sine valg og formgivning. at være præcis og vide, hvad det er hun vil eller ikke vil med sine historier. for historierne og antydningerne mellem, hvad øjet ser, og det, der lurer mellem linjerne, er marie-louises farbare vej.

”jeg er utrolig glad for en billedkunstner som john lurie, der har en fabelagtig præcision i sine værker, og samtidig elsker jeg satiretegneren, der med sin pen spidder politiske eller personlige situationer på kornet.

min ambition er at forene den kritiske præcision med en humoristisk karikatur, der siger mere end 1000 ord”, fortæller marie-louise.
til skt. loye-prisen har marie-louise kristensen bl.a. skabt en broche i form af et bænkebord med en firserblå kugletermokande og en serie ringe skabt af leddene i et armbånd med titler som de unge mødre og dagens mand – med undertitlen i skysovs, for han har trådt i sovsen. smykkernes titler karikerer de omtalte persontyper, men også tv-programmerne af samme navn, hvor faglighed og lødighed ikke er udtalte værdier. så kan vi tænke lidt over det, mens vi smiler af de atypiske stereotyper. marie-louises 15 smeltedødsbenspænd bliver interessante at falde over.